Denne gang skal vi snakke om toppen af de psykopater vi har haft herhjemme. Der er mange, men her kommer de mest vanvittige af dem jeg mindes at have rystet på hoved af. Listen er blandt andet vurderet på antal kort og karantænedage. Men det er ikke alle Superliga spillere der har været i ligaen længe nok til at skabe et billede af sig selv i statistikerne. Derfor er der også enkelte med i denne top 6, der alene på udstråling og manglende mental kapacitet er med så vi husker dem.
6. Kenneth Emil Petersen
Sidste pladsen overrasker. Drengerøven fra Solrød strand skal med på sådan en liste her. Selvom han aldrig fik udlandsdrømmen om Real Madrid opfyldt kan vi sagtens snakke om ham alligevel. Jeg husker hans villighed til at snakke mere end han gad at tænke sig om i tacklingerne. Jeg husker også hans Wimbledon lignede karseklip og sidst med ikke mindst så husker jeg faktisk også at han er pokal vinder og Superliga vinder. “The double” er stadigvæk Kenneth Emil Petersens helt store stolthed, og nuvel – det er satme også flot.
Kortene skaber billedet af spilleren…
KEP er med her fordi han ligger i den absolutte top når det kommer til kort og karantænedage i Superligaen. Han er overgået af meget få – de kommer længere nede på listen. Jeg synes faktisk her at statistikkerne bekræfter de tanker jeg har. En spiller der gik forrest i tacklingerne, men som også verbalt havde problemer med at styrer sig. Hans tilgang til fodbolden gjorde ham til kaptajn, men den gjorde ham også til en jeg husker for andet end bare hans evner på bolden. En galning, der var heldig at hans veje krydsede Kent Nielsens, så han længere nede at KEP listen trods alt også, af dem der vil, huskes som vinder af “The double”.
5. Carsten Hemmingsen
Her er en mand der var med i den bedste række før den hed Superligaen. En mand, der var halvdelen af et brødrepar, som var kendt for at være hårde og ikke fandt sig i en skid. Han nåede at spille kampe for fire forskellige superligaklubber, hvor han alene for FCK lykkedes med at hive 12 karantænedage til sig. I OB ramte han 11, i AB var han af en eller anden årsag et dydsmønster og resten karrieren i AGF er ikke rigtig værd at italesætte. Han kan være stolt af sin karriere, selvfølgelig kan han det, men han er ligesom ovenstående, en mand jeg mest af alt huske for at tabe hovedet.
En superliga legende trods alt…
Selvom han var en speciel type er han alligevel en mand, der har sat sit aftryk i Superligaen. I Danmarks bedste række har han vundet 105 kampe, spillet 69 kampe uafgjort og tabt 91. Af de 91 tabte kampe skal vi blandt andre finde 14 kampe tabt til Brøndby, som også er dem har har tabt mest til. Efter hans karriere, som man kan tænke om hvad man vil, kan jeg også lige kort melde at han i år som 54 årig har fået en matchfixing straf for at have spillet på sine egne kampe da han var træner i Middelfart. Dummere bliver det ikke – citat slut.
4. Remco van der Schaff
Som Brøndbyfan er Remco ikke en mand jeg husker for hans bidrag til en masse trofæer eller medaljer. Ej heller husker jeg ham for sejre eller rent forsvarsspil. Jeg husker ham for albuer, jeg husker ham for en lidt for smertefuld håndfuld og jeg husker ham for bandager om et hoved der ikke havde ry for at være bevæbnet med en særligt høj fodbold IQ. Han var i Brøndby i tre sæsoner i en periode efter Laudrup hvor det ikke var super sjovt at være gul og blå. Derfor skal han have et kompliment. Han var underholdende på sin egen forstyrrede måde.
Glad for gul…
Remco var glad for gult. Han var glad for den gule trøje han spillede i og han var specielt glad for de gule kort han ikke kunne undgå at rage til sig. Ca et gult i hver tredje kamp til en mand der på mirakuløs vis aldrig fik et rødt kort i Danmark. Han kan prise sig lykkelig for at VAR endnu ikke havde set dagens lys dengang. Remco er ikke en mand, der vil gå over i historien som en spiller Superligaen vil huske. Han er heller ikke en mand, som jeg personligt vil bruge ret meget energi på. Men en stodder – det var han.
3. Rasmus Würtz
Man kan sagtens argumentere for at herren her skulle ligge øverst på listen. På strafpoint kun overgået af Nicolai Poulsen, der ovenikøbet har spillet over 100 kampe færre end Würtz. 576 strafpoint på 452 Superliga kampe. Jeg ved ikke præcis hvor vildt det er. Men lad os blive enige om at det er vanvid. Dog er det imponerende at han kun endte med at rage to røde kort til sig. Igen dog i en tid, hvor VAR ikke var en ting der kunne genere os allesammen. En Aab legende, en Superliga legende og en legende der gerne savede en modstander midtover, hvis det blev nødvendigt.
2016/2017 – prikken over i’et…
Aab havde det svært i denne sæson og endte ca midt i tabellen, på en 8′ plads. Men manglende dedikation fra Rasmus Würtz var ikke forklaringen. Han spillede 27 kampe i den sæson og endte med at få 12 gule kort. Det er altså næsten et gult i hver 2′ kamp. Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde har set det før nogen steder. 12 gule kort og 64 strafpoint – WOW. Her har vi en mand, der var født til at sable modstanderne midtover og derfor er han med her på en 3′ plads.
2. Khalid Boulahrouz
“Kannibalen” er ikke med alene på hans bedrifter i Superligaen. Hans ry og hans alias taler for sig selv. Han var en vanvittig god forsvarsspiller med et temperament der trods alt overskyggede hans evner på bolden. Fire røde kort i fire forskellige lande. Han var forbi Chelsea, Sporting CP, HSV, Feyenoord, Sevilla og mange flere. Fælles for de fleste af de klubber der havde fornøjelsen af ham er, at han vil blive husket for hans tacklinger mest af alt. En legende, men mest af alt en ukontrollerbar vildbasse.
Smadrede FCK…
I 2014 blev han MOTM til et derby i Parken der endte 1-1. Han var her der og alle vegne i en kamp, hvor han faktisk ikke engang fik et kort. Ifølge Ekstra bladet overskinnede han alle i den kamp – en kamp som Brøndby eftersigende skulle have vundet. Der er ikke meget mere at sige om en spiller, der skulle have været meget mere end det han endte med at blive. Hos mig vil han altid være ham der aldrig helt kunne styre sig selv på banen. Mundvand blev der sagt.
1. Nicolai Poulsen
Manden der har lige så mange strafpoint, som Stig Tøfting har voldsdomme. Manden der har lige så høj IQ, som Thomas Gravesen har hårvækst på hovedet. Og manden der er foragtet af alle fodboldfans, der ikke holder med AGF. Han har, som nævnt tidligere, overtaget 1′ pladsen på listen over spillere med flest strafpoint. Dette er på trods af at han har spillet over 100 kampe færre end nummer to på listen. Her har vi satme en spiller, der for mig har et ry der på alle måder matcher de tal der findes derude på ham.
Et usympatisk fjols…
Nicolai Poulsen har simpelthen i sin karriere fået 100 kort (95 gule og 5 røde). Han er en galning, der hører til i en bowlinghal langt væk fra grønsværen. Jeg kan ikke finde noget som helst godt at sige om ham. Men hey, hvor mange kan det? Jeg synes han er en helt igennem svinsk spiller og jeg går faktisk lidt og glæder mig til at han en dag stiller støvlerne på hylden. Det er helt naturligt at han ligger øverst på listen her med den indstilling han har til spillet. Hver evig eneste weekend bekræfter han det vi allesammen tænker. At han er et kæmpe fjols der ingen respekt har for en etisk tilgang til fodboldspillet.
