Der er mange tidligere Brøndby trænere jeg kan savne en gang imellem. Dog er vi nået så langt at jeg betragter folk som Ebbe Skovdahl, Tom Køhlert og andre fra den tid, som fadderne. Har derfor ikke længere et savn til dem – selvom jeg stadigvæk kan savne den Brøndbyånd og Brøndbyenergi de bragte til hverdagen. Jeg savner dog Niels Frederiksen
Det handler mere for mig om dem jeg husker følelsen af da de var her og de resultater de bragte med sig. I den sammenhæng er der ingen over Niels Frederiksen. Han kom og spredte skuffelse – så rejste han med en respekt, som få i nyere tid har skabt om sit navn i Brøndby. “Guldniller” – en myte, et mandfolk – en vinder.
Niels Frederiksen ankommer
Jeg husker dagen ret perifert, men jeg husker følelsen lige præcis så tydeligt som sad den stadig i mine skuffede kinder. Hvor blev den eksplosion af, som en del af os ventede på? Nu havde vi jo lige haft nogle år med Alexander Zorninger og Martin Retov og så stiller I op med et slipsedyr, der lignede en man havde håndplukket fra forsikringsbranchen.
Bankmanden var pludseligt ham, der skulle være ansigtet på det nye Brøndby. Det var jeg satme ikke tilfreds med. Jeg vidste med det samme at min lunte var kort i forhold til Niller og det blev ikke bedre af hans pressekonference. Han var røvsyg jo. Jeg var skuffet og tvivlede ikke meget på at det kun kunne gå galt med ham ved roret.
“Guldniller” formes
Det startede jo mildest talt præcis som præsten havde prædiket med hans 4-3-3 system. Ikke mindst i løbet af september i hans første år. Nogle vil stadig huske den som endnu en sorte september. Jeg husker mere den periode, som en “hvad sagde jeg” periode. Det sejlede og nu skulle vi pludseligt spille derby på Brøndby stadion.
Her sker der så noget spændende. Det er her, der første gang begynder at dufte lidt af mandfolk. Man får i trænerteamet taget en beslutning om at skifte system og få flere centrale forsvarere ind i en 3-5-2 opstilling. Det var et fremragende valg, der var med til at sikre en fortjent derby sejr. Niels Frederiksen havde fundet sin opstilling. Nu skulle den bare slibes til i kanterne.
CV sælger Niels Frederiksen
Så kommer CV’s kammerat periode. CV tænker rend mig og sælger vores polske spade og Dominik Kaiser. To ledende skikkelser. Det lignede ikke en sportsdirektør der var klar på at beskytte sin træner. Ikke desto mindre betød det jo så mere spilletid til nogle af de unge drenge og en bænktræt Michael Uhre. Det det lignede en skidt situation for Niels Frederiksen så pludseligt ud til at være en velsignelse.
Morten Frendrup, Jesper Lindstrøm, Anis Slimane, Andreas Bruus og Michael Uhre lignede ganske enkelt en opgradering til det 3-5-2 system vi spillede. Masser af fart, power og duelstyrke. Vi begyndte at stå ret lavt til tider, men vi vandt rigtigt mange fodboldkampe. Ikke mindst takket være de nævnte og vores nye anfører – Andreas Maxsø.
Træneren der overvandt os alle
Vores nye træner voksede på os allesammen i den her periode tror jeg. Vi opdagede hans kommunikative overlegenhed i pressen og hans humor når han snakkede med Brøndbylyd og 3point.dk. Bankmanden havde en sjæl og han var begyndt at åbne den for os Brøndby folk. Han spredte varme med hans smil og tro med sin kækhed overfor folk som Stig Tøfting og Flemming Povlsen.
Og så vandt vi jo pludseligt hele tiden. Store flotte sejre over OB, Lyngby, Horsens.. Den ene perle efter den anden af “Jobbe” og Michael Uhre cruisede mod en topscore titel. Pludseligt stod vi foran en kamp i Århus, hvor vi med en sejr kunne spille os på 1’pladsen og selv afgøre mesterskabet på hjemmebane i sidste runde. Jeg var målløs.
Niels Frederiksens mirakel
Jeg tænker ikke det er nødvendigt med en detaljeret beskrivelse af kampen i Århus. Men følelsen glemmer jeg aldrig. Fra kælderlignende sorg da Frendrup blev udvist og de endelig fik scoret på et at de mange straffespark – til Uhres målnæse da han scorede til 1-2. Og derfra videre til Simon Hedlund der lavede det flottest saksespark jeg nogensinde har set – på vores egen mållinje.
Derfra til dommerfløjtet og en nærmest grædende Niels Frederiksen der søgte nogle der spontant ville dele glæden med ham. Den dag var så vild at selv dagen vi vandt mesterskabet har svært ved at måle sig med det. Med det mener jeg at FCN ikke var et hold, der kunne slå os og det føltes sikkert fra starten af den kamp at vi ville vinde den.
“Guldniller” er historisk!
Vi havde ikke vundet mesterskabet siden 2005 før Niels Frederiksen. 16 år var der gået siden vi sidst havde løftet det trofæ vi var så vant til at vinde. Så kom Niels Frederiksen ind og tænkte sig om. Han ændrede måden vi skulle spille på fordi han ville vinde fodboldkampe. Han gjorde Bruus til højreback, han gjorde “Jobbe” til en der skulle spille centralt, han smed Jung ind i det centrale forsvar og bad Mensah om ikke at vende røven til.
Så meldte han en “keep attacking” op og så kaldte han Brøndby for hele Danmarks hold med et gult og blåt halstørklæde på, som mester. Han tog røven på ALLE! Jeg tror ikke på der var så meget som en enkelt derude der havde set det her komme. Jeg elsker Niels Frederiksen. Han er en mand, der vil gå over i historien som ham der gjorde det umulige. “Guldniller” er ganske enkelt en legende på den københavnske vestegn.
